Teknologier der kan effektivisere vores energiforbrug

Vi ønsker at skabe de bedste rammer for, at udviklingen af energieffektive teknologier og løsninger kan finde sted. Danske virksomheder skal have endnu bedre betingelser for at fremme innovationen, skabe nye markeder, jobs og økonomisk udvikling inden for dette område.

I 2006 etablerede vi klyngen KVCA, i daglig tale kaldet Køleklyngen. Den fokuserer på energieffektive løsninger inden for køleområdet. I 2010 etablerede vi klyngen Lean Energy Cluster, der fokuserer på at skabe energieffektive løsninger og teknologier i et langt bredere felt end kun på køleområdet. 

Lean Energy Cluster og Køleklyngen (KVCA) er nationale klyngeorganisationer under foreningen Lean Energy. Vi understøtter cleantech forretningsudvikling inden for energi- og klimateknologi. Derfor er vi koncentreret om at udvikle teknologier og løsninger inden for områderne energieffektiviseringer og intelligente energisystemer.

Det er afgørende, at vi evner at skabe forretning på vores energibevidsthed og udvikle energieffektive teknologier og løsninger, der kan styrke vores konkurrenceevne på det internationale marked.

Der venter en gylden fremtid for produkter og ydelser, der kan skabe øget energieffektivisering - ikke bare i Danmark, men i hele verden. Den fremtid vil vi gerne have, at danske virksomheder bliver en del af. Vi skal udnytte, at dansk knowhow og teknologi er førende på dette indsatsområde. Og vores løsninger skal vise omverdenen, at det både gavner miljøet og forretningen at udnytte den eksisterende energi mere effektivt.


Logo Cleantech Cropped